05/06-2019

Vi har tænkt lidt ud af boksen, for finde nyt indhold til de hardcore fodboldnørder. I denne artikel anmelder Scheuermann bogen "Europa Cup Onsdage - Som jeg husker det...", som er en digtsamling af forfatteren Jesper B. Korndal.

Forlaget skriver om udgivelsen: "Europa Cup Onsdage - Som jeg husker det..." er fortællinger om fodbolden i alle dens afskygninger. Fra festlige og glade minder til de mere sørgmodige og pinefulde stunder. En samling udvalgte digte, der vækker glade minder og følelser hos enhver stor som lille fodboldentusiast.

Her er vores anmeldelse...

Man siger, at alle husker, hvor de var når historiske begivenheder pludselig træder ind i vores hverdag. Hvor var du f.eks. 11. september 2001? Hvor var du da Berlin-muren faldt? Eller måske endnu vigtigere for os fodboldfans - hvad lavede du da Danmark vandt EM i 1992? Store begivenheder indprentes i vores hjerne mere eller mindre præcist og for forfatteren til "Europa Cup Onsdage - Som jeg husker det.." er det kommet til udtryk i en digtsamling. Det er dog ikke store kulturelle eller samfundsrelevante begivenheder som Jesper B. Korndal skildrer, men derimod små fodboldrelaterede højdepunkter fra et barns bevidsthed, der har bidt sig fast og udgør rammen om et ægte fodboldnørds interesse for sporten.

Digtsamlingen er dog ikke kun referencer til fordum tids store begivenheder inden for fodbold. Strofer som; "Svend Gehrs/ barndommens/ stemme/ har efterladt/ VHS/ aflejringer/ i mit sind/ og jeg/ befinder mig/ i/ én/ stadig sitrende/ 5-3-2" vidner om dette. Nok vil kenderne straks forbinde Svend Gehrs med fodbold, men ikke desto mindre har vi digtsamlingen igennem lige så meget at gøre med erindringer som mange drengebørn formentlig kan nikke genkendende til. De lange eftermiddage i haven, hvor alle detaljer man havde set på TV skulle afprøves, glæden ved en ny pakke fodboldklistermærker og ikke mindst de store drømme om et fremtidigt udlandsophold som fuldstidsprofessionel fodboldspiller, vil nok få de fleste fodboldinteresserede mænd til at tænke tilbage på barndommens uskyldighed og lethed.

Der er ingen tvivl om, at digtsamlingen primært henvender sig til de fodbold-nostalgiske, men dermed ikke sagt, at de "ikke fodbold interesserede" ikke kan nyde udgivelsen. De mange referencer til fodboldhistoriske begivenheder vil dog nok primært få fodbold-feinschmeckerne til at blive fjerne i blikket og mindes begivenhederne såvel som tiden, hvor disse udfoldede sig i. "Europa Cup Onsdage - Som jeg husker det..." kommer for digt-kenderne til at fremstå som en hybrid mellem Per Højholts "Turbo" fra 1968 og Jørgen Leths "Sportsdigte" fra 1967. "Turbo" fordi denne udgivelse rent stilmæssigt minder om denne, hvorom den dog langt fra fremstår lige så kaotisk, hvilket de normalt ikke så digt-kyndige vil værdsætte. Jesper B. Korndal rammer med denne tema-udgivelse i digtform et segment, der formentlig ikke normalt ville hive en digtsamling ned fra hylden, men hvem ved - måske Korndal hiver nye fans til digtgenren, der normalt forbindes med hjertesorger og knapt så maskuline temaer?

"Europa Cup Onsdage - Som jeg husker det..." fremstår som en original udgivelse, der sætter mande-lyrik på dagsordenen og som samtidig giver et nostalgisk tilbageblik på barndommens drømme, tryghed, men ikke mindst en fodboldromantikers tilbageblik på, hvad der efter forfatterens mening hører en svunden tid til.


 "Det sidste/rigtige/VM/blev spillet/ i 90/ resten er/plastik."
- Jesper B. Korndal.  


Du kan iøvrigt vinde bogen i vores Facebookgruppe: https://www.facebook.com/tipperdk, hvor vi kører en konkurrence til og med d. 12. april.

Du kan også følge forfatteren på Facebook - her: https://www.facebook.com/pages/Jesper-B-Korndal/823009827719971 eller på Twitter: https://twitter.com/JBKorndal